Her sidder jeg så på hug i kornet, med en underlig følelse i kroppen, og kan ikke fatte det som netop er sket. Jeg kikker på det smukke dyr i sin røde sommer pels, som jeg i så mange år havde ønsket mig at nedlægge med bue.

Det hele startede i en alder af 18 år at jeg købte en Bear compoundbue via postordre, der var ikke noget der hed Internettet i de dage. Men for at jeg kunne jage med den måtte der først tages et almindeligt jagttegn. Herefter tog hagl- og riffeljagt over i en årrække, men ideen om at jage med bue brændte stadig.

   En dag render jeg ind i Brian Lisborg i Hubertushuset, hvor jeg køber min første seriøse jagtbue en PSE Carroll Maruder. Herefter gik jeg i intensiv træning frem mod min bue prøve på Kalø, som blev vel overstået. De følgende par år blev det til et par fasaner og en hare, men ikke nogen sommerbuk. Historien gentog sig, et par uger inde i bukkejagten, hvor det var lige ved og næsten kunne jeg ikke længere styre mig. Nu skulle der blod på hænderne. Det hele ender med at jeg efter et par år sælger min bue med alt tilbehør, idet jeg mente, at hvis jeg ikke havde den fornødne tålmodighed, det kløede for meget i mine ungjæger fingre.

   Ti år senere og en del jagtrejser med riffelen som min rejsefælde, er det som om at den kløe som brændte så voldsomt i mine unge år, ikke er så brændende længere, og tanken om at prøve lykken med jagtbuen melder sig på ny. Et besøg i maj sidste år hos Hans fra HH Archery i Rødovre ender med at min næste jagtbue bliver bestilt. Træningen tager fart ”nu kan det kun gå for langsomt” idet buejagt kursus og prøven skal bestås og det kunne jo være spændende om man kunne komme på jagt i efteråret. Kursus og prøven går som det skulle blot måtte jeg en tur med Lars og Søren til Solskinsøen Bornholm for at få kurset, hvad gør man ikke?

   Med hensyn til jagten skulle det komme før jeg anede det idet der Hans ringede til mig kort efter jagtprøven var i hus, og spurte om jeg ville med til Endelave og skyde kaniner? Det tror jeg nok jeg ville og sikken der blev skudt og skudt forbi. Uha de er hurtige de små slyngler, og de kende den korteste vej til hullerne!!!!! Sikke en sjov weekend.

En weekend tur til Sludegård på Fyn blev det også til, dog uden det stor udbytte, men sådan er jagt og særlig buejagt jo, det klør bare ikke så meget mere. Men jeg oplevede en ting jeg ikke havde prøvet i en del år nemlig bukkefeber, og hvad bedre var, det var til en fasankok J

   Bukkejagten nærmede sig og sammen med Martin min jagtkammerat, som nyligt havde købt sin første riffel, og aldrig skudt råvildt, fik vi en aftale i stand med skytten på Giesegaard, som ligger på Sjælland mellem Køge og Ringsted. Desværre kunne vi ikke komme til fra premieren, men måtte vente til andre havde skudt buk.

   Tiden gik og vi blev mere og mere utålmodige vi havde kun min markjagt hvor der ikke var de store muligheder med buen.

   Endelig kom dagen hvor vi måtte komme ind i det forjættede land. Martin og jeg skulle side sammen på en lille eng i kanten af skoven med en å løbende igennem. Vi aftalte at hvis muligheden være tilstede skulle jeg prøve med buen, og ellers skulle Martin med riflen. Der skulle ikke gå mere end et par timer før en pæn gaffelbuk pludselig stod på engen, som Martin nedlagde med en perfekt halskugle. Flot gjort og en lykkelig bukkejæger var født, og hvor er det skønt at se en glad jæger.

   Nu var det så min tur til at prøve lykken. Jeg aftalte med skytten at jeg ville komme igen næste aften, se om jeg kunne være lige så heldig.

   Næste aften var det planen at jeg skulle sætte mig ved samme gruppe træer på jorden langs med åen. Efter at have sat bilen fra mig, begynder jeg at pürsche ned mod engen langs åen. Allerede et kort stykke fra bilen opdager jeg en pæn buk som går i kanten af en mark med vårbyg og en bred ukrudtsbræmme som løber langs åen. Jeg pürscher mig tætter på bukken gennem ukrudtet, som jeg bruger som dækning.  Ind imellem forsvinder bukken i det høje ukrudt, hvorfor jeg må bevæge mig meget langsomt frem idet jeg ikke kan se dyret. Hele tiden dukker den op, men hver gang har han fået et forspring som jeg så igen må prøve at udligne. Til sidst ender det desværre med at han forsvinder ind i skoven efter at have givet de omkringstående buske og træer en tur.

Jeg kommer på plads men kan ikke se så meget på grund at den bløde jord på åbrinken som min stol synker ned i.

Jeg må derfor med mellemrum forsigtigt rejse mig for at tjekke for dyr på engen og ukrudts-bræmmen. Pludselig er han ude igen ca. 35 meter fremme i ukrudtet, og skal han længere ud fra skoven, vil han komme tæt forbi mig, da åen er meget bred. Men ak han vender rundt og går langsomt tilbage mod skoven, og forsvinder øv bøv.

   Lidt senere støder jeg en spidsbuk, som står lige på den anden side af åen ca. 15 meter væk. Vi ser hinanden direkte i øjnene idet jeg langsomt rejser mig fra stolen for at orientere mig øv bøv. Aften slutter af med en rå med sine to lam passerer forbi i bygmarken, samt en ræv som krydser engen men lidt for langt ude.

   Næste morgen er jeg igen på vej på plads ned langs åen. Da jeg er ca. 200 meter fra skoven kan jeg se at ham ligger ude i bygmarken med ryggen til…PERFEKT nu skal det være. I forsøg på at syne så lidt som muligt, pürscher jeg tætter og tætter på. Med mellemrum kikker han over ryggen og jeg må fryse. Til sidst er jeg inde på ca. 40 meter, da han pludselig rejser sig, hvorefter jeg synker ned mellem græs og ukrudt. Med et kikker han direkte på mig og begynder at virre med hovedet, hvad er det for en plante? Herefter kommer han nærmere for at tjekke mig. Han passere mig ca. 15 meter til venstre for mig, og går bag om, for at få fært af mig. I stedet for kommer han nu op langs græsset kun 4 meter fra mig og kikker på mig. Som om det ikke var nok går han nu forsigtigt ind gennem græsset og står til sidst under en meter fra mig, her strækker han hals og snuser mig på min venstre skulder.

Hvad der sker inde i hans hoved, ved jeg ikke men med et begynder han at spise af urterne ved min side, mens jeg blot sidder og kikker ham i hans store sorte øjne. Efter at han og jeg er blevet helt fortrolige med hinanden går han, efter måske 2 minutter bag om mig, og spiser videre mellem mine hæle. Jeg kan hele tiden høre ham trække vejret og tygge, men ikke længere se ham. Efter nogen tid er det som om at han ikke er der mere? Jeg kan ikke længere høre ham, men har heller ikke hørt ham gå. Jeg tør næsten ikke dreje mig, men så langsomt det er mig muligt drejer jeg hovedet og kan nu se at han og er gået ca. 12-14 meter væk fra mig, og vender røven til. Yes nu kan jeg få trukket buen. Idet han har hovedet nede i det høje græs trækker jeg…..BØØØV….BØØØV, alt imens han farer af sted ned mod skoven, mens han råber og skælder på mig. Men med et stopper han op på marken og bliver ved med at skælde ud. Dermed regnede jeg med at det var slut, men pludselig kommer han ”Gud hjælpe mig” op gennem kornet ca. 40 meter ud for mig, hvorefter han begynder at gå frem og tilbage, som bjørnene i Tivoli. For hver runde kommer han tættere og tættere på. Til sidst står han igen i kanten af græsset og stirrer på mig. Og som om det ikke var nok, kommer han nu igen op gennem græsset og snuser for en sikkerheds skyld til den samme skulder igen, herefter vender han langsomt rundt og går tilbage i kornet, hvor han stiller sig i andet sprøjtespot med siden til.

Nu begynder han med det klassiske, med at tage hoved ned i kornet for i næste sekund at stirre direkte på mig. Dette gentager sig mange gange, men jeg har god tid. Til sidst begynder han at spise af byggen for igen at stirre på mig mens han tygger af munden. Da han har haft hovedet nede i kornet for 4. gang for at spise beslutter jeg, at prøve at trække buen.…..BØØØV….BØØØV, hvorefter han igen farer ned mod skoven, mens han råber og skælder mig ud. Nej, nej det er bare løgn jeg kan næsten ikke klare det mere. Men igen stopper han ved skoven, mens har råber og skriger af mig. Med fare for at gentage mig selv, kommer han nu igen op over marken præcis som før og leger bjørn i Tivoli. Men denne gang standser han i det første sprøjtespor og kommer ikke ind for at snuse mig under armene. Igen starter det gode gamle leg med at se hvem der kan lure hvem. På nuværende tidspunkt er der vel gået ca. 20 minutter fra han rejste sig, og jeg tænker at denne buk får jeg aldrig skudt, og er egentlig blot lykkelig for denne fantastiske oplevelse. Da han igen har haft hovedet ned for at spise byg 4-5 gange, tænker jeg at jeg må prøve igen. Denne gang lykkes det at få trukket buen. Idet sigtet faldet til ro lige over hjertet, løfter han hoved, og mens han roligt ser på mig, flyver pilen gennem ham. Ham springer frem gennem og styrter om i kornet blot 28 meter fra skudstedet.

Med et er det hele overstået!!!

Her sidder jeg så på hug i kornet ved siden af dette smukke, smukke dyr, med en underlig følelse i kroppen. En følelse af lykke men også lidt dårlig samvittighed. Jeg kan ikke fatte det som netop er sket. Jeg kikker på det smukke dyr med sin smukke røde sommer pels, som jeg i så mange år har ønsket mig at nedlægge. Min første buk med bue

Med de største jæger hilsner

Anders Kingo