Sneen stod fuldstændigt vandret, og vinden ruskede i pickup trucken, mens vi sad og spejdede ud i snefoget på udkig efter bison. Varmeblæseren kørte for fuld kraft, og mængden af sne i bunden af ruden voksede, i takt med at vinduesviskerne med stigende besvær skubbede den bort. Vi var kørt rundt en times tid for at lokalisere en bison tyr, og kunne nu ane den som en mørk og utydelig plet på vandring mod vinden, langsomt og uvirkeligt, helt ude på grænsen af vores synsfelt. Tyrene er nogle bistre individer, som størstedelen af året færdes alene, mens køer og kalve går i flok under ledelse af en gammel erfaren ko. Samme morgen var vi vågnet op til 21 graders frost, og et voldsomt snevejr som i nattens løb havde dækket prærien med 30 cm. sne. Ved sådanne lejligheder overvejede man om feriebudgettet måske med fordel kunne være blevet brændt af ved pool kanten under varmere himmelstrøg, men nu var det for sent til den slags negative tanker, og vi begav os ud i elementernes vold.

Dagen før var jeg startet tidligt om morgenen fra Great Falls, Montana for at køre til Twin Creek Ranch, der ligger i den østlige del af staten. Efter at være kørt udover prærien et par timer, var det med nogen spænding jeg tænkte på hvordan jagten og indkvarteringen mon ville være dette gudsforladte sted. Forhåbentlig bedre end på min første udlands jagt til New Zealand mange år tidligere, hvor outfitteren til meget morskab for os begge, den første aften bespiste mig på et offentligt suppekøkken. Han var ny i branchen, så det drejede sig om at holde omkostningerne nede. Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, for ved ankomsten til ranchen blev jeg indlogeret i en fantastisk ”lodge” indrettet med tre store soveværelser, samt en stor stue med trofæer på væggene, billard, pejs, bar og fitness. Jeg var eneste gæst, så der var plads nok, og jeg havde tilmed fået ”Bison Room”. Ranchen der var på omkring 10.000 hektar, havde 3-400 bisoner, hvoraf nogle tyre hvert år skulle skydes bort. Da ejeren noget senere dukkede op, fik vi en sludder om hvordan jagten skulle forløbe, og om den anatomi tegning jeg havde med. Zak insisterede på jeg skulle skyde tyren i nakken, hvilket de havde gode erfaringer med. Det havde jeg bestemt ikke lyst til, men det viste sig da også at Zak havde glemt jeg skød med bue og pil, så vi fik ryddet misforståelsen af vejen, og enedes om et traditionelt skud over forbenet, 1/3 oppe. Dyrets pukkel der udgør hele den øverste fjerdedel af kroppen, er et kolossalt bundt af muskler, som ligger over rygraden, hvilket let kan snyde, og bevirke at jægeren skyder for højt.

Da vi kom ud af trucken, viste vejret sig at være præcis lige så barskt, som det havde set ud til inde fra førerhuset. Mens vi stred os frem over prærien, gjorde snevejret at vi til tider mistede kontakten med tyren, men efter en længere vandring kom vi endeligt i position bag nogle buske, hvorfra vi kunne se ned på bisonen, der nu stod ved kanten af en slugt 150 meter borte. I modsætning til f.eks. heste som i dårligt vejr stiller sig med enden op i vinden, virkede bisonen nærmest uvidende om det uvejr der rasede omkring den, men med sin tykke pels var den naturligvis også noget bedre klædt på. Med øjnene placeret på hver side af hovedet har bisonen næsten 360 graders synsfelt, og ville være umuligt at komme tæt på, derfra hvor vi lå. Et forslag om at trykke tyren forbi skytten, var jeg ikke interesseret i, det ville blot gøre bisonen endnu sværere at komme i nærheden af, hvis det ikke lykkedes i første forsøg. I stedet blev vi enige om at jeg skulle pürsche op gennem den kløft som tyren stod ved. Zak havde riffel med, og skulle fungere som back-up, hvis uheldet var ude, men havde også erfaring med buejagt, og kunne give gode råd. Selve pürschen måtte jeg dog selv stå for, hvilket var en god arbejdsdeling, for jeg ville gerne høste af hans erfaring, men ikke i en sådan grad, at det var ham og ikke mig der gik på jagt.

Noget senere var jeg kommet ned i bunden af den 10 meter dybe kløft, og længere fremme viste bisonen sig at stå samme sted, som sidst vi så den. Vinden var stilnet meget af, og kom fra den rigtige retning, men der var stadig risiko for at den skulle svøbe på grund af slugten. Hovedet på bisonen er placeret lavt på kroppen, hvilket var min fordel, for jeg kunne se ryggen af bisonen, uden den kunne se mig. Bisoner forekommer ikke at være verdens mest durkdrevne dyr, og alt foregår nærmest i slow-motion. Men jeg fandt hurtig ud af at Zak havde ret, da han advarede mig om at lyden kunne være et problem. For selvom sneen var nyfalden, larmede det hver gang jeg flyttede foden, så jeg kunne kun rykke frem, når bisonen bevægede sig. På vej op af kløftens sider befandt jeg mig uden dækning, netop som tyren valgte at gå tættere på kanten. Den hvide camouflage gjorde at der gik lidt tid før den opdagede mig. Jeg måtte stå ubevægeligt i lang tid, mens bisonen blot stod og gloede ned på mig. Tyren virkede enorm på tæt hold, og den havde absolut intet hastværk, men efter 10 minutter mistede den interessen, og gav sig til at rydde sneen bort, ved at svinge hovedet frem og tilbage, for at komme ned til græsset. Endelig kunne jeg genoptage pürschen, men kort efter begyndte bisonen at trække bort, og kom hurtigt udenfor skudafstand. Jeg fik signaleret lidt frem og tilbage med Zak der lå i skjul bag en busk hundrede meter bag mig, hvorefter jeg trak tilbage i slugten, for at søge længere hen.

Bisonen ville op mod vinden, men slugten afskar den vejen, så den måtte følge kanten. Det gjorde det muligt for mig at komme i position foran den, mens den langsomt kom nærmere. Da jeg skulle sætte releasen fast, opdagede jeg at frosten ikke blot gjorde at mine tynde og våde handsker frøs fast til buegrebet, men også at min release frøs, og ikke kunne lukke om loopen. Jeg forsøgte forgæves at presse dens kæber sammen, og da jeg ville varme den op ved at ånde på den, frøs den et kort øjeblik fast til tungen. Hvor uheldig kan man være? Mens jeg sloges med releasen trak tyren intetanende forbi, så da jeg endeligt fik den til at virkede, måtte jeg skynde mig tilbage i slugten, og længere frem, for at forsøge igen

Da jagten skulle foregå på den åbne prærie, uden dækning fra træer og buske, havde jeg anskaffet nogle knæbeskyttere til at kravle med. De var også gode som beskyttelse mod de kaktus, som på trods af sneen, kunne være ubehagelige. Men knæ beskytterne var glatte, og jeg måtte klamre mig til slugtens græs, for at komme op til kanten. Jeg kom for tredje, og forhåbentligt lykkens, gang ind på skudhold, og op på knæ, samtidig med jeg trak buen. Hvis det havde været et hvilket som helst andet stykke vildt, ville den sikkert have taget flugten, men bisonen er konge i sit univers, og har normalt intet at frygte. Bisonen stod med siden til, så jeg fandt sigte hvor pelsen ændrer farve, og lod pilen gå. Det var en dejlig følelse, at skyde med en tung tobladet pil. Det gjorde buen næsten lydløs, og efter at have trænet skydning ud til 40-50 meter, var de 25 meter den stod på ikke noget problem. Pilen så godt ud, og efter at være ramt satte bisonen i galop udover prærien, hvor den hurtigt forsvandt ned i en slugt nogle hundrede meter borte. Jeg havde før jagten spekuleret en del over risikoen for at tyren gik til angreb, det måtte være som at blive kørt over af et lokomotiv. Zak havde stor respekt for tyrene, og havde understreget vigtigheden af at den så bort i skudøjeblikket, så den ikke forbandt jægeren med skuddet. Det lød jo meget fornuftigt, men i kampens hede, havde der ikke været tid til den slags finesser, så jeg var lettet over at se den vælge flugten. Fremme ved skudstedet kunne vi se blod på den fjerne side af sporene, og dermed gennemskud, men blodet faldt gennem den løse sne, der også skjulte pilen, så der var ikke yderligere information om skuddet at hente fra den kant.

Vi optog forfølgelsen øjeblikkeligt, idet bisonen, som øjensynligt var hårdt såret, ville blive svær at bjærge, hvis den forendte i bunden af slugten. Det var intet problem at følge sporet, og lidt længere fremme kunne jeg se den stå og hænge i bunden af slugten. Tyren havde al mulig grund til at være sur på mig, så jeg gjorde mig så usynlig som muligt, og kravlede hurtigt ind på skudafstand, hvor jeg fik sendt endnu en pil af sted fra knælende skydestilling. Jeg havde frygtet at kulden, og de mange lag tøj, ville gøre det svært at trække buen, men spændingen gjorde at det gik som en leg. Denne pil så også godt ud, men ramte lidt højere, og uden gennemskud. Tyren nåede kun et par meter før den faldt, men kom op igen, og med opbrud af dens sidste kræfter satte den i galop, og løb 200 meter, hvor den sprang over et hegn, og forendt indenfor få sekunder.

Både Zak og jeg var ovenud glade, men da den første eufori havde lagt sig, kunne vi rigtigt mærke kulden, så de gensidige lykønskninger blev korte, og vi fik kaldt ranchen på radioen, for at få en traktor sendt ud. Jeg forsøgte forgæves at dreje tyrens hoved da der skal tages billeder, men hovedet alene vejede omkring 100 kg., og hele tyren 1 ton, så der bliver ikke flyttet meget omkring. Helt vandvittigt hvad en jagtbue kan præstere. I modsætning til tidligere tiders jagt hvor indianerne ofte måtte vente i dagevis før bisonen forendte, gik der her kun ganske kort, før det hele var overstået. I øvrigt er bisonen så stort et stykke vildt, at det selv med riffel sjældent lykkes at nedlægge den med et enkelt skud. Selve jagten havde taget 3 spændende timer, men nu skulle vi have bisonen hjem, og i gang med det alvorlige arbejde. Den første traktor kunne ikke komme op af slugtens snedækkede sider og måtte efterlades, så vi måtte først tø den store John Deer traktor op, før vi fik bisonen hjem, hængende i kæder fra front grabben. Jeg havde forestillet mig jeg selv kunne aflevere hovedet hos konservatoren, men hovedet og skindet i en stor klump var mere end min lille lejede Subaru kunne magte, så aftalen blev at Zak afleverede det hos en konservator, han havde gode erfaringer med.

Efter tidligere tiders udbrud af ”mad cow decease” har myndighederne skærpet reglerne for import af kød, så jeg måtte desværre efterlade det hele, men hvis man skal tro rancherens påstand om at kødet ville blive skænket til bespisning af værdigt trængende, så må jeg vel nu siges at have tilbagebetalt det måltid, jeg noget uretmæssigt fik den gang på New Zealand.

Jeg skød med en Envy bue fra Elite Archery sat til 66 pund.

Pilene var en Beman Max-4 som med en tobladet Journeyman broadhead kom op på 36 gram.

Der var fuldt gennemskud med den første pil, mens den anden pil ramte et ribben på indgangssiden, og blev siddende i et ribben på udgangssiden.